Retur til forside

Christian Frederik Jensen Rønland


Retur

 Uddrag af artikelserie i Ringkjøbing Dagblad

november 2004

om

Frederiksgade i Lemvig.

 Uddraget er hentet på www.infomedia.dk af Horsens Bibliotek.


Vi går bag facaden af Frederiksgade

Ringkjøbing Amts Dagblad 15. november 2004, 1. sektion, side 14

 I denne uge vil Lemvig Folkeblad gå bag facaden af en af Lemvigs ældste gader.

 Af Lars Kamstrup

 I denne uge vil Lemvig Folkeblad gå bag facaden af en af Lemvigs ældste gader.

Det er Frederiksgade, som har en helt speciel historie. Mange kender gaden ude fra. Men hvad sker der inde bag ved facade? Hvem bor der? Og hvad er der sket i tiden løb?

I dag starter vi med at give den spændende historiske vinkel på Frederiksgade, som var en bydel for sig selv i mange år, og som ikke var særlig højt anset af Lemvigs øvrige borgere. Vi giver lokalhistorien, så læserne har baggrunden for de artikler, der vil følge om Frederiksgade.

I de kommende dage vil vi sætte fokus på gadens beboere. Folk, der tidligere har boet der. Hvad sker der i gaden?

Vi forventer at kunne bringe mange gode historier. Men der er måske læsere, der også har historier og beretninger at fortælle om Frederiksgade. Har man det, så er man velkommen til at henvende sig til Lemvig Folkeblad. Journalist Allan Damgaard og redaktør Lars Kamstrup tager gerne imod henvendelser.

God fornøjelse med ”Facaden bag Gaden” i denne uge.



Frederiksgade er ikke opkaldt efter de kongelige

Ringkjøbing Amts Dagblad 15. november 2004, 1. sektion, side 14

 Frederiksgade i Lemvig er opkaldt efter en mand fra Rønland

 Af Lars Kamstrup

 Frederiksgade i Lemvig er opkaldt efter en mand fra Rønland.

Der findes en Frederiksgade i mange danske byer, og de fleste steder er gaden opkaldt efter kongelige personer.

Men sådan er det ikke med Frederiksgade i Lemvig. Den er opkaldt efter en mand fra Rønland. Han hed Christian Frederik Jensen, og han var en meget initiativrig herre, som var flyttet til Lemvig i 1877.

Han blev født i 1843 og voksede op i en af de to gårde, der var på Rønland på det tidspunkt. Navnet Christian Frederik fik han efter sin farfar fra Lomborg, som igen uden tvivl er opkaldt efter baronen på Rysensten, Christian Frederik Juel-Rysensteen.

Christian Frederik Jensen var nummer fire ud af syv søskende, og han skulle efter den tids fortælling have været noget af en spasmager.

Anders W. Langer har skrevet historien om ham ned, og han beretter denne historie:

En aften vendte en lidt enfoldig karl, der tjente på Rønlandsgård, hjem. Christian Frederik havde sammen med en bror anbragt et lys i en gryde med tre huller i bunden, og de havde placeret "uhyret" ved broen over Rønland-strømmen. Så skjulte de sig under broen for at se karlens reaktion. Da han kommer, ser han det lysende ansigt og udbryder "Herre Gud, da". Men så griber han sin stok, svinger den foran sig og råber: "Herre Jesu Kristi Kors. Alle små djævle vige bort"....

Christian Frederik overtager senere gården på Rønland og flytter så til Lemvig. Her åbnede han et savskæreri i den østlige del af byen, og heraf kom navnet Frederiksbjerg, som i dag hedder Frederikshøj.

Han så udviklingen i Lemvig sidst i 1800-tallet, hvor der var brug for nye huse. Han var derfor med til at lave den vej, som siden kom til at hedde Frederiksgade, fordi det var ham, der havde bygget de fleste huse der.

Han boede også selv i nummer 14 på et tidspunkt.

Senere flyttede han fra byen, og han døde 84 år gammel i 1927 i nærheden af Kolding, og han blev begravet på Kolding Kirkegård.

Der findes desværre ikke noget foto af Christian Frederik Jensen.

(Kilde: Lemvig Museum.

Frederiksgade 14 (April 2011)
 Frederiksgade 14, hvor Christian Frederik Jensen  boede en overgang
 (Foto April 2011)

Frederiksgade lå uden for byen

Ringkjøbing Amts Dagblad 15. november 2004, 1. sektion, side 15

 Frederiksgade var et tegn på, at Lemvig fik vokseværk sidst i 1800-tallet.

 Af Lars Kamstrup

 Frederiksgade var et tegn på, at Lemvig fik vokseværk sidst i 1800-tallet.

I dag synes de fleste nok, at Frederiksgade er en del af Lemvigs bycentrum.

Men sådan var det ikke i sin tid, og en del ældre lemvigere er Frederiksgade i dag stadig noget specielt, som er en bydel for sig. Den hører ikke sammen med det, man kaldte for det ”rigtige” Lemvig.

’Da Frederiksgade blev til i 1883, lå den da også nærmest på landet. En del af gaden ligger uden for den gamle bygrænse, og det kan man stadig se på matrikelnumrene. Det er Lemvigs markjorder, når man taler om den midterste del af gaden.

Det var Christian Frederik Jensen, en initiativrig mand, der stammede fra Rønland, som blev manden bag Frederiksgade. Han kunne se, der var brug for flere boliger, fordi der flyttede mange mennesker til byen på det tidspunkt. Han købte en gammel købmandsgård i Vestergade, Matthias Smits gård, som havde meget af jorden under bakkerne. Han slog sig sammen med købmand Niels Christensen, som havde haft køer til at gå på markjorderne. Nu skulle køerne væk, og i stedet laves en gade.

Som sagt så gjort, og i starten hed vejen noget så langt som Den ny gade fra Vestergade til Søndergade.

Det navn kunne jo ikke holde i længden, og da det var Christian Frederik Jensen, der opførte de fleste af husene i gaden sammen med tømrer J. Dalgaard, så blev det hurtigt i folkemunde til Frederiksgade. Og det navn blev officielt.

Husene er for de flestes vedkommende – når man fraregner de nybyggerier, der har været de senere år – bygget mellem 1885 og 1895. Det var faktisk byens første udstykningsprojekt. Tidligere købte man selv en grund og byggede. Her udstykkede Christian Frederik Jensen og tømrer Dalgaard grundene og byggede husene.

De fleste af de nye beboere i Frederiksgade var tilflyttere, så derfor opfattede de gamle lemvigere Frederiksgade som noget for sig selv. Der er også erhverv og personer, man ikke kendte til, derfor blev der set med en vis mistro på denne nye gade.

Drengene i Frederiksgade lå da også i krig med drengene nede fra byen. Og senere kom Frederiksgadedrengene i ”dobbeltild”, da de også sloges med drengene fra stationskvarteret. Så der skete noget på bakkerne.

I Frederiksgade var der flere hvidtølbryggerier og mineralvandsfabrikker. Det skyldtes, at der var godt og rigeligt vand i bakken.

I nummer 16 var der f. eks. bryggeri med hestestald bagved.

I nummer 15 var der en såkaldt pogeskole, hvor børnene kunne lære at læse og skrive, inden de kom i skole.

(Kilde: Lemvig Museum)

 
Frederiksgade 16

 Frederiksgade 16 (Foto April 2011)


Her lå Pistolstræde

Ringkjøbing Amts Dagblad 15. november 2004, 1. sektion, side 15

Gadegennembrud kostede Pistolstræde livet

 Af Lars Kamstrup

 Gadegennembrud kostede Pistolstræde livet.

Et af de usædvanlige gadenavne i Lemvig var Pistolstræde.

Ja, Pistolstræde var nu ikke et officielt gadenavn, men det var almindeligt kendt i folkemunde.

I dag er området beboet, og der er med adresser i Frederiksgade.

Pistolstræde opstod, fordi der i sin tid lå en gammel købmandsgård i Vestergade. Den blev delvis revet ned, da Frederiksgade opstod sidst i 1880’erne, og mere og mere af den forsvandt, efterhånden som tiden gik.

Det betød, at der blev en søge ud til Vestergade gennem den gamle Købmandsgård, og der lå mange gamle bygninger og skure, som ikke så for godt ud.

Dermed opstod navnet Pistolstræde.

- Jeg har aldrig hørt, hvorfor det blev Pistolstræde. Måske er det navnet fra den københavnske gade, der blev brugt i Lemvig. I København var Pistolstræde tidligere et sted, der kun boede ludere og lommetyve. I dag er det et sted med fine forretninger ved Strøget, siger museumsinspektør Ellen Damgaard.

Lemvigs Pistolstræde forsvandt sidst i 1970’erne, da gadegennembrudet fra havnen til Engen blev lavet. Siden blev bygningerne langs gadegennembrudet revet ned og erstattet med de nuværende, som ligger langs gadegennembrudet.

 


Det var et slemt rabarberkvarter

Ringkjøbing Amts Dagblad 15. november 2004, 1. sektion, side 15

 Marie Christensen har boet i Frederiksgade i 62 år

 Af Lars Kamstrup

 Marie Christensen har boet i Frederiksgade i 62 år.

Det var under krigen. Den 1. november 1942. Marie var blevet gift med Kristian, og de flyttede ind i en lille lejlighed i Frederiksgade 16.

Frederiksgade var ikke nogen ønskeadresse dengang i Lemvig. Men det var den mulighed, der var for de nygifte, og de tog imod den.

Nu er der gået 62 år. Marie Christensen bor forsat i Frederiksgade, selv om hun er flyttet over på den anden side af gaden i nummer 13. Hun er den beboer, der har boet i gaden i længst tid, og hun kunne ikke forestille sig at bo andre steder.

- Det var et slemt rabarberkvarter dengang, vi kom. Det var ikke det sted, man gerne ville bo. Men det viste sig at være godt nok. Der var liv i gaden, og vi havde det godt med dem, vi kom sammen med. Man kunne jo heldigvis selv vælge, for der var også mange tyveknægte og drankere og andre originaler. Men dem behøvedes man jo ikke at omgås.

Marie Christensen var ikke bange for at færdes i gaden, selv om der var mange af de mindre heldige typer.

- Nej, for man kendte dem jo. De gjorde ingenting. Jeg kan huske, at når jeg lige skulle ned i Vestergade for at handle, mens den mindste sov middagssøvn, og jeg havde en af de andre børn med, Så skulle jeg gennem det, der blev kaldt Pistolstræde. Der sad de og drak på skraldespandene, og de råbte til en. Men de gjorde jo ikke noget.

 Et vældigt liv

 Til gengæld kom man hinanden ved i Frederiksgade.

- Folk var hyggelige og bramfri. Der blev sagt mange sjove bemærkninger. Når der var en lun aften, sad vi på trappetrinene og hyggede os med hinanden. Hvis man satte sig på trappen i dag, ville folk jo tro, der var noget galt.

Børnene var med til at sætte vældig liv i gaden. Marie og Kristian havde selv fem børn i den lille lejlighed. Marie Christensen husker, der var 65 børn i gaden.

- Bare i nummer 16 var vi flere familier, og der boede 19 mennesker i det hus, hvor der i dag bare bor en familie.

Jo, det var små forhold. Det var med das i gården, og det var koldt om vinteren. Det var strenge tider. Vi har det meget bedre i dag.

De flyttede i 1961 over i nummer 13, som de købte, og hvor Marie efter Kristians død nu bor selv.

Tidligere var der forskellige små butikker i gaden, og så var der naturligvis mejeriet. Og som nabo i nummer 11 – det hus er revet ned og erstattet med nye boliger – var der en ølforretning.

- Hun måtte sælge øl, men det var ingen kro. Alligevel sad folk i gården og drak øl. Når der så var politi på vej, så havde hun en ringeknap, hun trykkede på, så folk kunne stikke af, inden politiet kom. Og oven på boede en mand, som hver dag måtte hjælpes op af trappen, efter han havde drukket.

 Stor udskiftning

 Efter 62 år i gaden kan Marie Christensen naturligvis mange beretninger – om kassereren, der stak af med fagforeningens kasse. Om de to brødre, der havde sadelmagerforretningen. Og så videre. Dengang kendte alle hinanden, og sådan er det ikke i dag.

- Der bor mange hyggelige mennesker, men der er en stor udskiftning. Der er ikke det sammenhold, som der var tidligere. Dengang blev der samlet ind til konfirmationer, og så blev alle konerne indbudt til kaffe bagefter. Sådan er det ikke mere.

Marie Christensen er glad for, at Frederiksgade i dag er blevet en pæn gade med en flot belægning. Men det er ikke uden problemer.

Bilerne parkeres ikke altid i båsene, så hun kan have svært ved at komme til at vaske vinduer. Og så er der nogle få, der ikke gide holde fortovet fri for ukrudt.

- Det er en skam, når vi har så flot en gade, at der gror ukrudt nogle steder. Det burde alle fjerne. Det er ikke så stort et arbejde, mener Marie Christensen.



Når haven stiger lodret op

Ringkjøbing Amts Dagblad 16. november 2004, 1. sektion, side 15

 Kreativiteten kommer i spil, når der planlægges have i Frederiksgade

 Af Lars Kamstrup

 Kreativiteten kommer i spil, når der planlægges have i Frederiksgade

Det er ikke nogen let opgave at anlægge en spændende have, når man bor i Frederiksgade. Mod vest stiger haven lodret op ad bakken, så kreativiteten må i spil, før man får et godt resultat.

Hanne Mette Kudahl og Tom Lysgaard-Madsen i nummer 16 har investeret kreativitet, viden om planter, en stor arbejdsindsats og penge i at anlægge en meget usædvanlig og flot have, hvor man drager fordel af netop beliggenheden.

Det var det gamle bevaringsværdige hus fra 1880, de faldt for uden tanker for haven i første omgang.

Da huset var indrettet som ønsket, kom turen til de udendørs goder, og det er blevet til et fornemt resultat.

Umiddelbart uden for huset er gårdhaven med udhuse, som oprindelig var de gamle stalde og udhuse, der hørte til huset, hvor der var ølbryggeri fra starten i 1880.

At man lagde et ølbryggeri netop her, skyldtes det meget vand i bakken. Et problem, som man som ejer af huset ikke kan vende det blinde øje til, og det har man bestemt heller ikke gjort. Det vender vi tilbage til.

 Gården

 - Det var vigtigt, at gården passede til det gamle hus. Belægningen skulle derfor ikke være cementfliser eller noget i den stil. Vi har fået lagt en belægning af brosten. Her er vi ikke gået på kompromis med noget. Dæksler er dækket til af granit, så man kan komme til dem, men så de ikke kan ses til dagligt, fortæller de to ejere, mens de viser rundt.

Der er lavet forskellige niveauer langs murene, så der kan placeres krukker i fere hjder. Trappen er rund, og det hele passer smukt sammen. Her i november er det ikke krukketid. Men om sommeren er det er farveflor, som befandt man sig i syden. Udhusene er restaurerede. De var tidligere meget våde, men nu er der kommet styr på vandet.

 Udsigt

 Fordelen ved den stejle grund er, at der altid er et sted at være. Er det meget varmt, kan man rykke op ad bakken, hvor det lufter mere. Og så får man den flotte udsigt ud over hustagene og ud over by og fjord.

Der er en terrasse på taget af udhusene. En trappe snor sig op gennem haven til næste niveau, hvor der igen er en terrasse. Når der kommer tid og penge er det stedet til et udekøkken og en pavillon. Tom Lysgaard-Madsen er arkitekt, og Hanne Mette Kudahl er heller ikke til almindelige ”Bilka-løsninger”.

Pavillonen skal specialtegnes, og de bruger allerede mage aftener på at tegne streger og udveksle ideer.

Længere oppe i haven er der endnu naturgrund. Det må der også stadig være noget af, men under kontrol, så der er styr på hvilke planter, der får lov til at brede sig.

Øverst oppe i haven højt over huset er ølbænken så med den flotteste udsigt.

 Vedligeholdelsesfri

 - Vi har sat os for, at det skal være en stort set vedligeholdelsesfri have.

Det er ikke til at luge på så skrå en grund, og det er ikke det, vi vil bruge vores tid på, siger Hanne Mette Kudhl.

Hun har stor interesse i planter og blomster, og de er nøje udvalgt, så de passer sammen. Der er bunddække til at holde ukrudtet væk, og der er store surbundsbede, som også kan passe sig selv – stort set.

- Fordelen ved surbund er, at det også holder dræbersneglene væk. Det kan ikke lide at være der. Bakken er lerjord, men der er lavet bede med surbund oven på leret med en bund under, så det gamle ukrudt ikke kommer op. Da Hanne Mette og Tom startede på projektet, havde skvalderkålen den totale dominans. Der er slut nu.

 Tonsvis

 Der er lavet flotte stensætninger til at holde på terrasser og trapper, så de ikke skrider ned. I tonsvis af store sten er slæbt op ad skråningen.

- Det var en uoverkommelig opgave for os selv. Da vi havde planlagt, hvordan haven skulle se ud, hyrede vi folk til at lave det tunge arbejde med at lave stensætninger, gange og trapper. Det ville vi være gået sur i. I stedet har vi lagt vort arbejde i den grønne del.

Det bliver forberedt grundigt, hvad der skal plantes, så det bliver det rigtige fra starten.

- Der skal være farver fra tidligt forår til sent efterår. Derudover skal farverne på løvet passe til hinanden og til årstiderne, så det giver oplevelser hver gang, man er i haven. Heller tage den med ro og få det rigtige, end at skynde sig med det forkerte, siger Hanne Mette Kudahl, som har familiens grønne fingre. Hun sørger også hele tiden for at have ”en børnehave” af krukker med små planter, som kan vokse sig større for så at blive plantet ud, når der er brug for det. Det sparer mange penge i indkøb af planter.

- Da vi overtog haven, var der en lang trappe op i den ene side, og så gik man vandret ud fra den på forskellige terrasser. Det gjorde, at man rigtigt lod mærke til hvor lang og smal, haven er. Nu har vi lavet bløde buer, hvor haven er delt op i områder. Det giver et indtryk af, at haven er meget større.

 Vandet

 Nu er en novemberdag, hvor det tilmed styrter ned, ikke den optimale dag at gå på havevandring.

Men det giver dog et indtryk af det problem, som man har med en stejl have: Vandet.

Det fosser ned ad bakken med vand, når det regner, og der er masser af kildevand i bakken. Kunsten er at holde det væk fra huset. Det er lykkedes.

Der er lagt dræn, og vandet føres hen, hvor der er lavet et smukt nedløb af sten, så vandet havner i et bassin. Overløbet herfra ledes så ud i kloakken.

Hanne Mette Kudahl og Tom Lysgaard-Madsen har allerede nu en smuk have. Men de vil slet ikke stoppe endnu.

- Ideerne er mange, men vi skal jo også kunne følge med rent arbejdsmæssigt, og penge koster det jo også. Men det kommer med tiden, er de sikre på.

Der er mange, der har opdaget den specielle have. Ved siden af går en trappe fra Frederiksgade op til Højbovej. Og trafikken er steget markant, siden anlægget af haven tog sin begyndelse.

 


Mejeriet var gadens største virksomhed

Ringkjøbing Amts Dagblad 17. november 2004, 1. sektion, side 15

 Lemvig Mejeri lå i Frederiksgade helt frem til 1966

 Af Lars Kamstrup

 Lemvig Mejeri lå i Frederiksgade helt frem til 1966

Store mejerier forbinder man med en placering i de mindre byer på landet med god plads omkring sig. Men helt frem til 1966 lå et stort mejeri i Lemvigs centrum

Lemvig Mejeri lå i Frederiksgade, og det var naturligvis den største virksomhed i gaden, som ellers var forbeholdt beboelse, småhandlende og håndværkere.

I dag er mejeriet væk og erstattet af tre moderne rækkehuse på adressen Frederiksgade 10. Et af de få spor er, at ejerne af de tre rækkehuse i deres skøder er forbudt at drive mejerivirksomhed på stedet. Men det er vist ikke den store indskrænkning i deres planer.

Men er mejeriet væk, så lever mejeriejer C. A. Christensen i bedste velgående. Han er 91 år, åndsfrisk og i fin fysisk form. I lejligheden på Jens Søndergaardsvej hænger et stort maleri, hvor man ser mejeriet oppe fra bakken og huset ved siden af, hvor familien Christensen boede, da de havde mejeriet. Det er det hus, hvor der er frisørsalon i dag.

 God start

 Han kan fortælle, at Lemvig Mejeri blev opført i 1909 af en mejerist fra Fabjerg, som han ikke husker navnet på. I 1918 var det familien Imer, som førte det videre, inden C. A. Christensen selv købte det i 1937.

Han var 24 år og nyuddannet mejerist, der var rundt for at se på muligheden for at købe et mejeri. Det blev i Lemvig.

- Heldigvis blev det en god start, Sidst i 1930’erne var der god gang i mejeriet, og det betød, jeg var godt rustet, da krigen kom. Det var vanskelige år at drive mejeri. Der var jo ikke noget af nogen ting, husker C. A. Christensen.

Han kan huske besværligheden med at snyde tyskerne, der gerne ville sikre sig mejeriprodukterne.

- Det var en balancegang, fordi man ikke kunne undgå at levere til dem, men jeg ville jo heller ikke være tyskervenlig. Vi skulle sørge for de faste kunder. Men landmændene kunne ikke levere så meget mælk. De havde ikke kraftfoder, så køerne ydede ikke så meget. Det lykkedes at omgås kontrollen, så vi kunne bytte mælk med smør til nogle af leverandørerne. Den danske kontrol så også gennem fingre med mange ting.

Smørmærker var også i høj kurs. F. Eks. husker C. A. Christensen, at han engang skulle med toget fra København, men han kunne ikke få plads.

- Jamen, jeg har billetter. Se her, sagde han til kontrolløren, men ”uheldigvis” kom han til at tage nogle smørmærker op af lommen. Da kontrolløren så dem, var der ingen problemer med at få plads i toget.

 13 medarbejdere

 Krigen fik jo en ende, og efterhånden vendte mejeriet tilbage til normale tilstande. De fleste mejerier på egnen var andelsmejerier, og det private mejeri i Frederiksgade havde sine leverandører fortrinsvis i Rom. Men også Engbjerggård var f. eks. med, fordi gårdejeren her var sur over, at han ikke havde flere stemmer i andelsmejeriet end den lille husmand med få køer.

Tilknytningen til Rom gjorde, at C. A. Christensen allerede før krigen købte ejendommen Dubgård i Rom. Han nåede op på 70 tønder land. Meget af det havde grus, og det blev til grusgrav.

På mejeriet i Frederiksgade var der fire mejerister samt den del andet personale tilknyttet. 13 medarbejdere, da der var flest. I mejeriet var der et mælkeudsalg. Det var der også i Østerbom og på stationen på hjørnet af Storegade og Kirkevej.

- En overgang havde vi en lille vogn fra dette mælkeudsalg, som kørte hen til toget for at sælge til passagererne. Men det løb tiden jo også fra.

 Indeklemt

 Men C. A. Christensen kunne se, at udviklingen ikke var med et mejeri, der lå indeklemt med lidt plads inde i Lemvig. Fremtiden gik mod større mejerier, som lå på landet.

- Så gjaldt det om at være på forkant, mens man stadig kunne sælge mejeriet. Det gjorde jeg i 1966 til mejerier uden for byen. Når man ser, hvordan mejerier er i dag, så var det godt, vi ikke forsøgte at køre videre. Det ville ikke kunne lade sig gøre, siger C. A. Christensen.

Familien blev boende i naboejendommen i Frederiksgade, mens mejeriet i første omgang blev til bilværksted.

- Det var ingen dejlig nabo at have. Når de skulle undervognsbehandle bilerne, så sprøjtede det med olie helt over i vores have.

Det varede nu heller ikke så længe. Det gamle mejeri blev solgt igen og er nu revet ned og erstattet af de nuværende boliger – hvor ejerne altså ikke må lave er nyt mejeri….

Frederiksgade 12 og 14

 Frederiksgade 12 og 14 (Foto April 2011)


Meldingen er hygge og samvær

Ringkjøbing amts Dagblad 18. november 2004, 1. sektion, side 18

 Fire beboere mødes jævnligt til et spil canasta

 Af Lars Kamstrup

 Fire beboere mødes jævnligt til et spil canasta.

Der er meldt hygge, når agnes, Inga, Gerda og Lisbeth jævnligt mødes til et spil canasta.

De bor alle i Lemvig Boligforenings ejendom på hjørnet af Frederiksgade og Søndergade, og i de otte lejligheder er der et godt sammenhold – ikke mindst blandt kortspillerne.

Det er canasta, der spilles. Når der er enighed om, at nu skal der spilles, så bliver der lavet mad.

- Vi samles for at spise, og derefter går vi i gang med kortspillet. Men vi fortæller ikke, hvornår vi slutter, siger de fire og mere end antyder, at klokken godt kan blive mange.

- Det er mig, der kører først træt, erkender Lisbeth, der er den yngste af kortspillerne.

Der spilles ikke om penge, men om æren, som er mindst lige så vigtig. Og så håne-retten, naturligvis. Da Lisbeth var med første gang, gik det strygende. Hun og makkeren vandt med 4-1, og det skrev hun med store bogstaver i sneen uden for.

- Det stod der meget længe, kan de andre huske.

Problemet er at finde tid, hvor alle fire kan spille. Det er nemlig nogle aktive damer med mange interesser, der også skal plejes, men når der er ved at gå for længe, så må man have sat en aften af til kortspillet.

- Det er ikke sådan, vi er en lukket flok. Vi spiller også gerne med andre, men lige canasta skal man helst være fire til, siger agnes, der også er en ivrig bridgespiller.

Samværet og hyggen rækker langt ud over kortspillet  Man tager sig også af hinanden i hverdagen. Hvis en er væk nogle dage, så er de andre orienteret, så de kan holde øje.

- Bliver man forsinket, så må man ringe til de andre, så de ved det, Ellers tror de, der er sket noget. Er der rund fødselsdag eller lignende, så er kortmakkerne med til festen i lighed med den nærmeste familie.

- Det er et dejligt sted at bo. Vi bor centralt og roligr, og vi har en dejlig gård, som vi er glade for, fortæller de fire.

De sørger selv for, at denne gård er meget hyggelig, og det er også samlingsstedet om sommeren. Når der en sjælden gang er udskiftning i lejlighederne, så bliver den nye beboer budt velkommen, og Lisbeth, der er den sidst ankomne, kan fortælle om den varme velkomst, hun var ude for.

- Det har jeg ikke oplevet andre steder. Heller ikke at beboerne selv gør så meget for, at udenomsfaciliteterne er i orden, siger hun.

Undtagelsesvis er man denne gang mødt en eftermiddag, og så er der sellvfølgelig et større kaffebord, som denne dags værtinde, Gerda, har sørget for. Så snakken går ivrigt i denne pause i kortspillet.

 


Da der blev lavet ispinde

Ringkjøbing Amts Dagblad 19. november 2004, 1. sektion, side 15

 Karen Margrethe Nørgaard pakkede is ind på Lemvig Mejeri i 1930’erne

 Af Lars Kamstrup

 Karen Margrethe Nørgaard pakkede is ind på Lemvig Mejeri i 1930’erne

Artiklen forleden om Lemvig Mejeri i Frederiksgade har fået Karen Margrethe Nørgaard fra Lemvig til at mindes, hvordan hun i 1935 arbejdede på mejeriet med at pakke ispinde ind.

- Det var i mejeriejer Imers tid, hvor vi var nogle stykker ansat til at pakke isene ind. Der blev lavet nougat af mandler og sukker. Mejeriet lavede iscreme, og det hele kom i forme med ca. 25 stk. Når isene var frosset, blev nogle af dem dyppet i chokolade, inden de blev pakket ind. Det var med håndkraft, og vi sluttede med at lægge dem i kasser, fortæller Karen Margrethe Nørgaard.

Hun slutter med at sige, at der var meget travlt i dagene op til f.eks. den årlige havnefest, hvor der blev solgt mange is.

Vi har desuden fået en henvendelse fra Johnny Lyng, som fortæller, at man stadig kan se spor efter mejeriet.

Bag de nye boliger er de gamle garager, som er beklædt med hvide metalplader.


Var det virkelig så småt…

Ringkjøbing Amts Dagblad 20. november 2004, 1. sektion, side 25

 Ol-landsholdsspilleren Max Rasmussen på besøg i barndommens gade, Frederiksgade

 Af Lars Kamstrup

 OL-landsholdsspilleren Max Rasmussen på besøg i barndommens gade, Frederiksgade

- Var det virkelig så småt? Selv om jeg kan huske, vi ikke havde meget plads, så troede jeg alligevel det var større.

Max Rasmussen, tidligere fodboldlandsholdsspiller og en af Lemvigs meget få deltagere ved De Olympiske Lege, er på besøg i sit barndomshjem og sin barndomsgade.

I anledning af Lemvig Folkeblads fokus på Frederiksgade, har vi inviteret den nu snart 59-årige Max Rasmussen til at se på gaden i dag og på Frederiksgade 24, hvor han voksede op og boede, til han forlod byen i 1969.

Max er ikke mere end lige ankommet til gaden uden for nummer 24, inden de første nære bekendte fra dengang tager imod. Der er nogle få, der bor her endnu, og blandt dem Else Rønn, som var en af de meget nære naboer i nummer 24, hvor der boede fem familier dengang.

Max kommer inden for i hendes lejlighed, og for første gang kommer: Er det så småt? Den ene stue var nemlig den, der blev lånt, da Max skulle konfirmeres, fordi der var plads her. I dag kan man undres over, der kan knibes en fest ind i et rum, der er på størrelse med et moderne børneværelse.

 Tysk far

 Før vi går videre med ”Kan du huske”, er det på sin plads at fortælle, at Max Rasmussen voksede op under trange vilkår – når man ser på de fysiske forhold. Til gengæld kan ordsproget om ”Hvor der er hjerterum, er der husrum” bruges.

- Selv om vi havde meget små forhold, og pengene var meget små, så har jeg kun gode minder. Min mor gjorde alt for, at jeg skulle have det godt, og vi var en del af de andre familier i huset. Vi boede tæt, men kom hinanden ved, og vi havde det utrolig godt. Jeg mærkede ingen afsavn, fortæller Max Rasmussen.

Max voksede op som enebarn, Han har aldrig set sin far, som var en tysk soldat. Han er født i 1945, og moderen, Astrid, havde modet og kræfterne til at stå imod den skam, det var for mange kvinder i krigsårene at have indladt sig med en tysk soldat.

- Jeg har aldrig haft behov for at lede efter min far. Jeg ved ikke, om det kan lade sig gøre at finde ham. Måske kunne det være interessant at forsøge. Mit mellemnavn, er Kiel efter ham, og det navn bruger mine børn i dag. Men jeg savnede ikke en far, da jeg var dreng. Det var ikke noget, jeg tænkte videre over. Kun når jeg blev spurgt i skolen om, hvad min far lavede, eller kammerater spurgte mig. Så kunne jeg finde på at sige, han var død, var ude at sejle eller noget andet. Men i virkelighed tænkte jeg ikke meget på det.

- Det skyldtes, at min mor gjorde alt for, at jeg skulle have det godt. Jeg var vel forkælet. Og da jeg blev ældre, satte hun alt ind på, at jeg skulle have de muligheder, hun ikke havde haft. Jeg kom på idrætshøjskole, og jeg læste til lærer. Hun støttede mig i idrætten, og det var naturligvis stort for hende, at jeg kom på landsholdet.

 Små forhold

 Den lejlighed, familien Rasmussen boede i, eksisterer ikke mere. Den er inddraget, så de fire ud af de fem tidligere lejligheder nu er samlet. Her bor Bodil og Palle Rønn. Men man kan stadig se rummene – stort set.

Meget mere end 40 kvadratmeter har der ikke været. Her boede tre.

- Vi havde jo god plads, så min onkel boede her også. Han sov i det ene rum. Mor og jeg sov i det andet, som også var stue.

Nu er trappen flyttet. Men under den sov Max på et tidspunkt.

- Var køkkenet ikke større? Det er utroligt, siger Max, da han kommer ind i det.

- Vi havde das i gården, og da min mor var fiks på fingrene og kreativ, så fik hun på et tidspunkt lavet et rør fra køkkenet over gården ud i udhuset, så vi kunne tage brusebad ved siden af gruekedlen. Det var koldt. Og senere blev et køkkenskab lavet om til et toilet, hvor man lige kunne kante sig ind.

 Hjerterum

 Var der ike meget plads, så var lejligheden alligevel et samlingspunkt. Her var nemlig hjerterum.

- En dag så min onkel, at jeg sad foran butiksvinduet ved Mikkels Radio og så på fjernsyn. Der skulle jeg ikke sidde, mente han. Så han og mor købte et fjernsyn på klods. Det var det første i Frederiksgade. Her samledes ofte op til 20 mennesker i den lille lejlighed for at se fjernsyn. De kom bare dryssende. Og nogle blev jo til kage, men det var der ikke råd til at byde alle.

Da Max kom på seminarium og var oppe i 20érne, var der ikke råd til at bo ude. Han boede fortsat hjemme, men nu fik han et rum på loftet, hvor han kunne sove.

- Der var ingen varme, men hvad gør man så. Jo, kakkelovnen stod lige nedenunder, så der blev lavet et hul i loftet, så varmen kunne komme op til mig. Når jeg så havde gæster, og de ikke skulle høre noget nedenunder, så måtte jeg dække hullet til.

 Under lastbil

 Børn var der masser af – både i huset og i Frederiksgade.

- Familien Rønn boede jo i det meste af huset, og jeg var som i familie med dem. Vi var som søskende og vi sov ofte sammen på gulvet, hvor der var plads.

Ude på gaden skete der også ting og sager. I dag kan man ikke genkende omgivelserne fra dengang.

- Der var et krat og træer ned mod Engen. Og vi legede her op ad bakken. Er det virkelig ikke større? Man kunne blive væk dengang…

Allerede, da han mødte Else Rønn, kommer mindet om dengang, hvor alle troede, Max var blevet slået ihjel.

Børnene kørte på kælk ned ad bakken mod Engen. Da Max var på vej, kom der en lastbil. Max kørte lige under den, og kom uskadt ud på den anden side.

- Vi troede, du var mast under hjulene, husker Else Rønn.

På vej ned gennem Frederiksgade dukker minderne op. Mange af husene er jo de samme, selv om de er moderniseret meget i dag. Også Pistolstræde husker Max Rasmussen.

- Det var et skidt sted. Der måtte vi ikke komme. Det så også farligt ud.

 Brudevals

 Ud for nummer 8 stopper vi op. Her er der frisørsalon, og her har Hanne Byskov frisørsalon. Hanne er en af hans ”søskende” fra nummer 24 fra dengang, og hendes mand Buller kom der også dengang. Vi må inden for, og der er stor gensynsglæde med det samme. Hanne havde værelse på loftet ved siden af Max, så han kan godt huske, når Buller var på besøg. Men der bliver hurtig enighed om, at erindringerne fra den tid nok ikke egner sig til avisen….

Det bliver til flere minder, da Buller – som egentlig hedder Olav Byskov – inviterer på øl, og han kan finde gamle billeder og papirer frem fra dengang.

- Og kan du huske, at ved vores bryllup åbnede vi døren ind til jeres lejlighed. I havde klaver, og så spillede du brudevalsen, siger Buller.

Det kniber for Max at huske det, men det var rigtigt nok, at moderen på et tidspunkt købte et klaver, han kunne spille på.

Max Rasmussen har ikke været meget i Lemvig, siden moderen døde i 1997. De sidste år boede hun ikke længere i Frederiksgade.

- Der er interessant at se gaden igen – og møde nogle af dem fra dengang. Jeg flyttede i 1969. Det ser slet ikke ud, som jeg husker det. Men jeg har kun gode minder. Vi havde små forhold, men til gengæld var der altid mange at være sammen med. Og som barn havde man altid nogle, der tog sig af en – der var altid nogle hjemme, siger Max Rasmussen.

Max Rasmussen bor i dag i Grejs uden for Vejle. Han er landskonsulent inden for DGI.

Frederiksgade 8
 Frederiksgade 8 (Foto April 2011)

Tilbage til toppen